NAVNEFORBUD MOD 33-åRIG DRABSTILTALT ER OPHæVET

Navneforbuddet mod den 33-årige mand, som er tiltalt for at have dræbt Emilie Meng og overfaldet to piger, er onsdag blevet ophævet. Det er sket ved et retsmøde i Retten i Næstved, skriver flere medier, herunder TV 2 og Ekstra Bladet, som var til stede.

Det var netop på baggrund af pressens fremmødte repræsentanter, at navneforbuddet blev ophævet, da de protesterede mod det og argumenterede for, at betingelserne for at have det ikke længere er der.

Når der er navneforbud i en sag, må der ikke offentliggøres oplysninger, der kan være med til at identificere den 33-årige.

Det er altså ikke kun mandens navn, som ikke må offentliggøres, men også andre informationer, der gør, at han kan identificeres.

Medierne argumenterede for, at en ophævelse af navneforbuddet ville stille dem mere "frit" i forhold til dækningen af den kommende retssag.

Det gør det muligt at beskrive detaljer om den 33-årige, som ellers kunne være omfattet af et navneforbud.

Desuden er efterforskningen af sagen slut, hvilket ofte er et argument for at ophæve navneforbuddet.

Sagen er i medier og hos politiet kendt som Kirkerup-sagen eller Kirkerup-komplekset. Den 33-årige er tiltalt for at have dræbt den 17-årige Emilie Meng, som forsvandt efter en bytur i Slagelse i 2016, at have frihedsberøvet og voldtaget en 13-årige pige og at have overfaldet en 15-årig pige i Sorø.

Ifølge Ekstra Bladet har den 33-årige mands forsvarsadvokat taget forbehold for at kære afgørelsen til landsretten. Det vil sige, at der muligvis skal tages stilling til ophævelsen ved landsretten.

Det har dog ikke opsættende virkning. Så ind til landsretten eventuelt måtte omstøde afgørelse, gælder navneforbuddet ikke.

Da manden blev anholdt og sigtet, og der blev nedlagt navneforbud mod den 33-årige, blev mandens navn delt på sociale medier.

Det fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at komme med en advarsel om, at brud på navneforbud er strafbart.

/ritzau/

2024-04-24T16:27:40Z dg43tfdfdgfd